Denne suppe er fyldt med gode minder, da det er min datter Andrea og jeg, der har skabt den sammen, inspireret af Islandsk lammesuppe. Jeg var ovre at besøge hende på Alrø, hvor hun dyrkede sin første køkkenhave. Vi brugte gulerødder, grønne bønner og persille fra hendes have og lam fra en lokal gård, laurbærblade lånte vi fra naboen. Resultatet blev uimodståeligt! Siden er det blevet en rigtig gengangersuppe, jeg laver en ordentlig grydefuld og spiser suppen i tre dage, nogle gange også til morgenmad. Tricket er at få fat i noget godt kogekød, gerne skank (Irma har det engang imellem) og ellers putte i, hvad du har lyst til. Mængderne kan du selv variere. 

Til ca. 6 personer – eller til to gange mad til to plus to gange morgenmad til dig.

1,5 kg Lammeskank med ben eller ca. 800 g lammesmåkød i ca. 2×2 cm tern
3 spsk olivenolie
700 g kartofler
2-3rødløg
300 g rodfrugter (gulerod, persillerod, knoldsellerie eller hvad du har)
400 g grønne bønner
5-10 fed hvidløg
½ dl ris (de jævner lidt)
4 laurbærblade
30 hele peberkorn
1 spsk timian
2 spsk salt (smag dig frem, den skal ikke være for fersk) 
2 liter vand
evt en smule citronsaft til at smage til med

Pynt: Hakket persille

Skær kødet fra knoglerne, så godt du nu kan. Det gøre ikke noget, der sidder kødrester tilbage på benene – de skal alligevel med i gryden – de giver smag og vækker urkvinden. Brun så al kødet i olivenolie. 

Skær løg og grønt i tern. Skær bønnerne i ca. 2 cm stykker og kom grøntsagerne ned til kødet. Brun i ca. 10 min, mens du rører rundt. Tilsæt resten af ingredienserne til gryden, hæld vand over, så det dækker og lad det hele simre under låg i en times tid. 

Det var da ret nemt, ikk’? Smag suppen til og spis.