Jeg troede, at jeg kunne få en overdosis af naturen, at jeg trods alt ville få nok af at leve så primitivt og begynde at længes hjem. Men nix. Naturen er min guru, min store læremester. Årets fem kanoferier har bare gjort det mere klart; der er hele tiden mere at hente i naturen og det er tid til at blive derude noget længere. Næste skridt bliver at bringe min følelse fra naturen: fred, klarhed og glæden, der bobler frem derude med ind i min hverdag. 

Indsigten kom i starten af august. Jeg trængte virkelig til at komme af sted, jeg havde arbejdet hele juli og var godt grå i hovedet af at sidde så meget foran computeren. Første nat, på en lillebitte ø midt i den svenske sø Immeln. Vi havde taget færgen fra Helsingør ved fem-tiden og allerede ved otte-tiden havde vi fundet en ø at slå lejr på. Så tæt på Danmark og alligevel en helt anden verden af ufriseret natur.

Jeg kunne ikke rigtigt sove, lå bare i teltet og kiggede op på de mørke fyrretræer, der svajede blidt mod nattehimlen. Enkelte stjerner blinkede mellem grenene, de mørke nætter kommer, smukke og kvælende, uundgåelige. Vand, der skvulper mod klipper. Plask, plask. Og der, med min trætte krop på liggeunderlaget lå jeg og smilede. Renselse, skønhed, ren luft i lunger og celler. Fred med at året har sin rytme og at sommeren er på vej videre og væk. Glad og fri, var jeg. I et telt, på en ø. Faktisk meget mere glad i låget end hjemme i mit eget fine hus.

Det satte tanker i gang. Stressen slap på få timer og livet i et nylontelt, hvor alt tisseri foregår bag buskene og der hverken er en varmt vand eller en stikkontakt til mit glattejern kan bare noget. Naturen healer på rekordtid, uden ord. Naturen er ikke et sted, der er pænt og rart for mig, det er meget mere. Det er en tilstand, hvor jeg er den, jeg er beregnet til at være. Lukker du øjnene, når du er ude i det øde, vil du sikkert kunne mærke forskellen, en udvidelse, hvor der i det moderne liv ofte er en sammentrækning, fordi vi der er så meget, vi må forholde os til og må lukke lidt af, for ikke at blive helt overvældede.

Folk forandrer sig i naturen. Rynkerne forsvinder og panden bliver glattere. Vi finder vores sande natur.

Men hvad vil der mon ske, hvis vi blev derude noget længere, altså i rigtig lang tid? Bare trak stikket? Åh, tanken var lokkende, men det kan man jo bare ikke, uden videre…Jeg havde jo andre planer. Jeg har i hvert fald aldrig gjort sådan noget.

Men tanken om at være meget længere i naturen, ville ikke bare sådan gå væk. Da jeg kom hjem googlede jeg svenske stugaer ”bare for sjov”. Og så blev det virkeligt, konkret og til et mål snarere end en drøm. Yes. Det var tid til at trække det store stik.

Det var nemt at lokke Marcus med. For første gang i hans voksne liv holder han fri i seks uger. Det var nemt at låne vores hus ud og få katten passet. Det var nemt at rykke rundt på forpligtelser, det var helt mærkeligt, at det gik så nemt. Vi har fundet en primitiv hytte på nettet, den ligger ved vandet, så vi nemt kan tage ud på kanoture. Når efteråret for alvor rusker kan vi få ly, varme og lidt luksus (som fx et varmt bad). Den ligger cirka 10 timers kørsel op i Sverige, hyggeligt ser det ud. Hytten er udstyret med solpanel (bl.a. til mobil og computer), udedas og brændesauna. Rundt om søen er der næsten ingen huse, ganske få bjørne, ulvehyl om natten.

Vil jeg komme tættere på hvad, der i virkeligheden er vigtigt? Finder jeg mon ideer til, hvordan man kan man have ”sin naturtilstand” med i det moderne liv? Det bliver ikke ferie for mig, så havde jeg taget sydpå. Det er et eksperiment, det er noget med at komme ind til benet. Og mærke. Hvem er jeg, uden vækkeur og uden aftaler i kalenderen? Hvem er jeg uden noget? Natalina on the rocks? Der er bare mig, ham, hytten, naturen, vejret, kanoen og alle de indre uhyrer. Det bliver spændende. Mit indre barn jubler!

Efteråret deroppe skulle være barskt: koldt, fugtigt, blæsende og ind i mellem er himlen så blå, den kun kan være i efteråret. Jeg er så klar.