Budskabet er: du skal leve det liv, du virkelig længes efter. Gør det, der nærer dig, det, der giver dig grin på læben og varme i hjertet. Punktum. Og det er kun dig, der ved, hvad det er. Det starter med en beslutning, på en måde er det så simpelt. Udvikling og forandring sker ikke i hængekøjen med et glas rosevin i hånden, jeg er ked af at måtte sige det, ofte skal vi grueligt meget igennem, men så forstår vi det lige pludselig. Ligesom jeg gjorde, da jeg sidste år var meget syg og ude i riger og lande i mig selv, jeg ikke havde besøgt før, men som har forandret mig.

Det var et år siden, efterår som nu. Jeg var syg, havde feber hver dag i fire måneder, ingen vidste hvad det var. Jeg lå i mange måneder og prøvesmagte døden. Prøvede at acceptere, at finde mening, men feber og tågen blev ved og en dag var jeg nået grænsen for, hvad jeg kunne kapere. Måske er det sådan, at når vi ikke kan bære mere, så skifter kroppen kanal. Min feber var høj, jeg havde lige været til hjerteundersøgelse på et tysk hospital, kunne ikke finde min kæreste, varme, kulde, udmattelse, hvor er han, hvor er han, og så husker jeg ikke mere. Jeg gav slip. Tog alt mit tøj af, undtagen lige BH-en, jeg gik rundt om mig selv, i cirkler, sagde ting, ingen kunne forstå. Lægerne fandt min kæreste, men han kunne heller ikke tale sig ind til mig, jeg genkendte ham ikke. På tyske hospitaler er det meget umoderne at smide tøjet og opføre sig sådan, så de dækkede mig til at kørte mig til et andet hospital, der havde forstand på hjerner. Næste morgen vågnede jeg med ble på, huskede intet, vidste ikke hvor jeg var. ”Gutenmorgen, Frau Knutzon”. Noget var sluppet. Min forfængelighed, kontrollen.

Jeg kiggede på de hvide vægge. Der var ikke meget, jeg kunne bestemme over. Jeg forstod ikke sproget, vidste ikke, hvad jeg fejlede. Der var betændelse i hjernen og rygmarven. Nåle ind i kroppen, hele tiden. Undersøgelser. Blod. Sovepiller. Franskbrød med kødpølse. Grå udsigt. En bip…. bip…. bip… bip…. bip…. lyd kørte i baggrunden, dag og nat, nærmest som et vækkeur, der ikke blev slukket. Nye kvinder, der rulles ind på stuen om natten, stønner, lugter, skriger.

Jeg lå ofte og mærkede kvalmen og sammentrækning i hjernen og iagttog menneskene. Læger og sygeplejersker, der slet ikke så ud til at nyde at de var raske og frie til at forlade hospitalet. Jeg så pårørende glo ligegyldigt ned i ugeblade. Jeg så kærlighed, der ikke blev udtrykt, latter, der ikke blev leet, følelser, der blev holdt inde. Liv, der ikke blev levet. Lige der, ville jeg give næsten alt for at kunne drikke et glas rødvin eller have kræfter til at gå en tur i en svensk skov. Jeg længtes efter at være i live.

Der var meget tid til bare at ligge og tænke. Havde jeg brugt mine muligheder godt nok, eller var der noget, jeg vil nå, inden jeg dør? (oh yes!) Jeg lovede mig selv, at hvis jeg blev rask, så ville jeg leve så sandt, jeg overhovedet kunne. Nike’s motto ”Just do it” blev ved med at komme. Alle de ting, jeg aldrig havde levet ud, fordi, ja hvorfor? Var jeg bange? Ja. Men det skulle ikke længere forhindre mig i at leve ægte.

Tja og så vendte det hele. Lægerne fandt ud af at det bare var borrelia, alle de virkelig grimme sygdomme var udelukkede. Lettelse. Og jeg kunne rejse hjem før jul.

Da jeg fik den sidste intravenøse dosis antibiotika på Hillerød sygehus 2.juledag. Tog hjem, tændte op i vores telt-sauna og gik gennem tangen ud i de iskolde Øresund. Skyllede åndsforladte hospitaler af og erklærede mig selv for rask. Jeg rejste mig.

I januar foreslog en veninde mig at tage tusinde billeder af træer og reflektere over, hvad mit næste kapitel skal indeholde. Jeg tog billeder og ryddede op. Smed mit gamle liv ud.

Og nu? Ofte mærker jeg en sitren over at være i live. Jeg ved, jeg skal dø. Fik min smagsprøve. Men lige nu har jeg arme og ben, der virker og ingen feber og hovedpine. Jeg kan sove med åbent vindue om natten, jeg kan så sindssygt meget. Hvis ikke nu, hvornår så?

Livet er ikke en ventesal.