Øvelsen fik jeg af Pravesha, en vild Shaman langt oppe i Sverige. Og den virker! Du skal lave den hver dag i 15 minutter i 21 dage. Du kan lave den en dag, hvor du er helt nede, den kan virkelig løfte humøret i rekordfart.

Du kan sidde eller ligge. Hav et spejl i hånden. Kig dig selv i øjnene. Måske ser du alle fejlene først, bare bliv ved, det bliver snart meget bedre. Nu begynder du at sige alt det, du aldrig fik at vide som barn og som din sjæl hungrer efter at høre. Bare giv den gas, du skal ikke vurdere om det passer. Det kunne fx være: “du er så guddommelig smuk. Det er vigtigt, du er her. Du er fuldkommen, som du skal være. Din mave er dejlig. Du er helt utrolig klog, du er sådan en god ven” osv osv. Bare det er ubetinget positivt og løfter dig.

Og sandheden er, at det hele på en måde er sandt, at vi mennesker er ret fantastiske, vi kommer bare nemt ud af balance. Denne øvelse hjælper dig hjem igen.